Voldum-Kirke-genaabning-scaled.jpg

Voldum Kirke nyistandsat

Søndag den 13. december blev Voldum Kirke genåbnet efter indvendig istandsættelse det seneste halve år. 50 mennesker var samlet i kirken, og biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh Poulsen holdt prædiken. Med udgangspunkt i dagens tekst mindede han os om, at hver tid har sine trængsler, men at der altid er håb. Et godt budskab i denne tid.

P+P arkitekter har forestået istandsættelsen, der bl.a. omfatter nyt varmeanlæg, nyt stoleværk og podiegulve, samt supplerende belysning. Kirken er en veludstyret landsbykirke med et fint barokinventar i egetræ, der vidner om forbindelsen til Clausholm Gods. Særligt alterpartiet fra 1600-tallet er lidt udover det sædvanlige – og nu kan man endda se detaljerne nede fra bænkene.

Kirken er nykalket og brystningsfelterne malet lysgrå. AV-anlæg og elinstallationer er fornyede.

Barnekisterne fra 1700-tallet er kommet op på nydesignede podier, der på værdig vis sikrer kisternes fortsatte konservering. Stoleværket er nydesignede bænke i eg med genbrug af 1600-tallets gavle mod midtergangen. Den ny våbenhusdør såvel som den sænkede indgangsdør er udført uden bundtrin, og der er lavet en tilgængelighedsbænk med plant gulv, så der er plads til f.eks. kørestol. Kirken er på denne måde blevet tilgængelig for enhver og fremtidssikret de næste mange år.

Vi takker for det gode samarbejde med Voldum-Rud Menighedsråd og de involverede håndværkere.

 

På alle fag er der leveret godt håndværk i forbindelse med indvendig istandsættelse af kirken:

Murer: Morten Brøgger, Voldum.

Tømrer: Vinther & Lassen, Randers

Maler: Ernst Hansen, Tilst.

Elektriker: John Drejer, Randers

Konservator: Ornella Scarpa, Hørning

Varmeanlæg: Maass og Co. Lystrup.

AV-anlæg: Oticon.

 

P+

Vores projekter spænder vidt fra gennemgribende restaureringsopgaver af store fredede bygningsværker
til mere specialiserede opgaver med istandsættelse eller formgivning af mindre bygningsdele.
Vi arbejder med restaurering af den danske kulturarv i bred forstand,
men har et helt særligt indgående kendskab til og mange års erfaring med kirkerestaurering
og et godt samarbejde med menighedsråd og kirkelige myndigheder.

 

Læs mere om vores arbejde med restaurering og istandsættelse af de danske kirker her.