MENU
Julekort-2020_PP-arkitekter3-scaled.jpg

P+P arkitekter ønsker alle en glædelig jul

Julen er over os, og det er tid til at se tilbage på året, der er gået. 2020 blev et år, hvor vi lærte mange nye ord som samfundssind, kontakttal og smittetryk. Coronaen lagde sig som en tung dyne over Danmark, og mange har ligget stille under den lige siden. Det har P+P arkitekter ikke.

Trods et udfordrende år har vores afdelinger i Thisted og Aarhus vundet, tegnet, opført og indviet mange spændende projekter rundtomkring i landet.

 

Blandt dem kan nævnes revitaliseringen af Den Kgl. Køkkenhave ved Gråsten Slot, der blev indviet med deltagelse af HKH Dronning Margrethe og senere præmieret med Sønderborgs Kommunes arkitekturpris for ”Smukt uderum”. I Vejlby-Risskov er vi i fuld gang med at skabe et ambitiøst byfornyelsesprojekt, hvor IBM’s kontorbygninger fra 1960’erne transformeres til ungdomsboliger, og området fortættes ved tilføjelse af nye bygninger og forskønnes med grønne uderum. Vi blev valgt til at renovere og energioptimere det almene boligbyggeri Bjerggården, der samtidig skal suppleres med 20 helt nye tagboliger. 2020 blev også året, hvor der blev sat gang i opførelsen af det store multifunktionelle erhvervs-, skole- og boligbyggeri, House of Industry, i Viborg. Derudover er vi stolte over at have vundet totalentreprisekonkurrencen om renovering og udbygning af Jetsmark Idrætscenter, hvor vi vil skabe et moderne og tidssvarende anlæg, som vil opfylde brugernes behov mange år ud i fremtiden.

 

Selv om det har været et travlt år, har vi haft tid til at tænke indad og udvikle vores virksomhed. Som et led i den strategi har vi ansat en ny kreativ leder og en ny produktionsleder for at styrke vores hold yderligere, så vi står endnu bedre rustet til at møde fremtidens udfordringer.

 

Samtidig har vi øget vores fokus markant på bæredygtighed og bestræber os endnu mere på at leve op til De 17 verdensmål – både i hverdagen på tegnestuen og i vores praksis som arkitektvirksomhed. Det har blandt andet resulteret i mange nye grønne tiltag på kontoret, og at vi har sendt tre af vores medarbejdere på uddannelse som DGNB-konsulenter.

 

Vi ser frem til et 2021, hvor vi i fællesskab med jer skal binde sløjfe på igangværende projekter og forhåbentlig sammen søsætte endnu mere god arkitektur og solide, bæredygtige byggerier, der vil skabe nye hjem for mange mennesker og give gode muligheder for, at de stærkt savnede sociale fællesskaber atter kan få lov til at blomstre op.

 

De bedste hilsner og ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.